.
Torbens kronik - Om hvordan han selv erindrer hvad der skete:
"Husk at komme hjem."
Det er et udtryk, som min kone altid bruger, når jeg kører
hjemmefra. Uanset om det er en onsdag eftermiddag i gråvejr i
november, eller en flot solskins-fredag den 7. august 2015,
klokken 9.30.
Klokken 9.41 samme dag, tog mit liv en drejning og mit livs kamp
begyndte. Uden jeg selv vidste det.
Klokken 9.41 resulterede et uheld i modsatte vejbane, at jeg
blev ramt af den ene implicerede bil. Hvis bare jeg var kørt i
bil den dag. Men det var jeg ikke. Den dag var jeg på min gode
vens motorcykel. Et spilsekund efter jeg blev ramt fløj jeg
gennem luften. Alting hvirvlede rundt. Der var asfalt, blå
himmel, buskads og asfalt igen. I noget der føltes som
forholdsvis lang tid fløj jeg. Jeg vidste godt, at jeg var ramt
af en bil. Jeg vidste også godt, at jeg var kommet til skade.
Alt sammen vidste jeg i de sekunder jeg fløj gennem luften.
Pludselig ramte jorden mig. Alt min luft forsvandt. Mine lunger
blev helt tømt og jeg rullede videre. Da jeg endelig lå stille,
kunne jeg høre fugle der kvidrede. Fugle interesserer sig
åbenbart sjældent for trafikuheld tænkte jeg, mens jeg forsøgte
at trække vejret. Der skete ikke rigtig noget, det var som om
min krop havde glemt hvordan den skulle gøre. Mon det er sådan
her, det føles når man dør?”, spurgte en ikke kendt stemme inde
i hovedet. Helt klart og tydeligt. Ikke som en tanke registreres
i hjernen. Det var en klar stemme der spurgte mig om det er
sådan det føles, når man dør. Jeg svarede ikke. For jeg kendte
ikke svaret.
Jeg strakte i stedet begge arme helt ud til begge sider og
pludseligt var det som en prop, der slap og det der føltes som
iskold ilt strømmede ned i lungerne og blev varmet op til lava,
der bare steg og steg til jeg begyndte at skrige smerten ud til
hele verdenen.
Styrhjelmen fik jeg løsnet og trukket af hovedet fordi jeg
troede, at den varme lava ville vælte ud af munden på mig. Der
kom ingen lava og mine skrig var afløst af brøl. Sådanne dybe,
dyriske brøl som kun det inderste urmenneske kan afstedkomme.
Den varme lava kølede sig ned igen og blev til varm, tør og
livsgivende luft.
Så blev det sort.
Der i det sorte, var der stille. Helt stille. Ingen biler, ingen
brøl og ingen fugle der forsøgte at tilkalde en mage. Det var
rart, trygt og lava - frit, at være i det sorte. Nede i bunden
af det sorte, kunne jeg pludselig registrere et lille prik.
Hårdt. Insisterende. Nål-igennem-hud-prik. Der var eet prik, som
blev efterfulgt af endnu et et sekund senere. Tredie prik
hurtigt efter og ved fjerde prik gik det så stærkt at pauserne
mellem nåle - prikkene forsvandt. Til gengæld blev smerten
større og større. Smerten eksploderede fra bunden af det sorte,
lige op i ansigtet på mig i et kraftigt blizt-lys. Smerte, lys
og en brusende lyd var symfonien der ramte mig. Brølene fra mig
selv, begyndte igen. Denne gang højere og på en måde også mere
insisterende. På hvad ved jeg stadig ikke.
Efter noget som føltes som en evighed med smerte åbnede jeg
øjnene og kiggede ned af mig selv. MC-bukserne var revet i
stykker og min venstre sko sad helt skæv og klemte pludseligt
rigtig meget. Smerterne blev langsomt mindre og jeg fik også
lidt fornuft tilbage. Jeg brølede dog stadig og stadig
insisterende. Jeg opdagede at det ikke var min sko, der sad
skævt. Det var min fod der sad skævt. Jeg forsøgte at sætte mig
op. Men jeg kunne ikke komme op. Min ryg var låst fast. Som et
ikke mærkbart hold i ryggen tænkte jeg. Brølene ophørte og blev
til støn der kom i takt med min vejrtrækning. Jeg vidste ikke
hvad jeg skulle gøre. Så jeg begyndte at brøle igen. Højt og
kaldende. Til højre kunne jeg se bilerne der holdt længere nede
af landevejen. Der var en del aktivitet dernede og en del
mennesker. Pludselig så jeg en mand der kom løbende imod mig.
Jeg stoppede med at brøle og min første tanke var, at det var
pinligt, at jeg bare lå her og brølede når der tilsyneladende
var mennesker i bilerne der var kommet til skade dernede. Manden
satte sig bag mig og begyndte at holde mit hoved fast. Jeg
tænkte, at det selvfølgelig var det rigtige at gøre, for med det
hold i ryggen jeg havde fået var det
naturligvis vigtigt, ikke at gøre skaden værre. Da jeg igen
kiggede ned langs min krop igen, sad der en mand på hug nedenfor
mine fødder. Han ser rar ud, tænkte jeg.
Jeg lukkede øjnene og det sorte kom igen. Brøleriet forstummede
og alting føltes rart og trygt igen. Ingen lyde, ingen fremmede
mænd der holdt mit hoved eller rare mænd ved mine fødder. Jeg
vågnede ved at en mand ruskede mig, mens han professionelt
sagde: ”Sådan. Det var godt. Kan du lige åbne øjnene for mig?”
Det var en rar mandestemme. Måske det var min rare fod-mand, der
talte?
Der sad en ny mand. En mand i Falcktøj, som sad på hug ved min
højre side. Da jeg åbnede øjnene slap han mig og begyndte at
klippe motorcykeljakken i stykker nede fra højre ærme. Jeg var
vildt bange for at han skulle stikke mig med saksen. Så begyndte
han at pludre løs om alt muligt. Der var ingen sammenhæng i det
han sagde. Det var som om han havde taget en masse ord fra
forskellige sætninger og blandet det hele sammen og dannet nye
vrøvle-sætninger ud af dem. Høfligt forsøgte jeg at tale med
ham. Lidt ligesom man taler med et lille barn, der kan tale
mange ord, men endnu ikke har styr på, at danne sætninger, mens
jeg tænkte på om det var en god idé at han sad og klippede med
en saks så tæt på et andet menneske.
Da han var nået gennem hele mit højre ærme kom saksen til syne.
Den havde sådan en afrundet og bukket kant. Min første tanke var
at han sikkert var meget svagt begavet eller skadet på anden
måde og han var i en eller anden form for støttet beskæftigelse
og derfor talte så underligt og derfor havde fået en speciel
saks som ikke kunne skade ham selv eller andre. Jeg smilede til
ham og lod være med at svare mens han vrøvlede løs med alle sine
ord uden sammenhæng.
En ung kvinde kom til syne ved siden af. Hun stak mig med en
sprøjte i armen. I sprøjten var der en varm væske som spredte
sig fra armen ud i kroppen. Hun talte i et mystisk fremmed sprog
som jeg slet ikke kunne genkende. Så jeg forsøgte bare at smile
hver gang hun sagde noget til mig. Til sidst havde ham manden i
beskyttet beskæftigelse fået klippet mit tøj af over hele
kroppen. De rullede mig om på siden og ned igen på et hårdt
stykke plade. Spændte mig fast og løftede mig op i verdens
mindste helikopter. Inde i helikopteren var der en ny mand og
mindst 100 grader varmt. Min mund blev tør som sandpapir. Jeg
opgav på forhånd at tale med den nye mand og lukkede i stedet
øjnene og det sorte omsluttede mig igen. Her var rart at være.
Jeg mærkede et skarpt hvidt lys og en stemme der (endelig) talte
et normalt opbygget dansk. Jeg åbnede øjnene og så en
traume-stue på et sygehus, en masse mennesker der løb rundt og
en mand i blåt tøj kiggede på mig og sagde: ”Hej, velkommen
tilbage. Ved du hvor du er og hvad der er sket?” Ja!”, svarede
jeg og følte mig klar, til stede og ret godt tilpas i det skarpe
hvide lys.
Efter operationer, behandlinger og amputation kom jeg hjem. Hjem
med brækket ryg, to brækkede ben og et underben der ikke kunne
reddes og derfor erstattet af en protese. Jobbet er røget pga.
sygdommen, men familien har trukket sig tættere sammen. Stærkere
og mere solid end nogensinde før. Genoptræningen er forsat i
gang, men det ender med et godt resultat og et resultat som er
95 % af det jeg havde inden 7. august 2015 klokken 9.40
Jeg har kæmpet, sejret og jeg er verdens mest stolte mand, der
altid husker at komme hjem.
|
