Læs herunder min historie.

Den 2. maj 1992 tog jeg sammen med en god kammerat på fisketur. Vi startede min Honda CB 550 Four op og kørte afsted om morgenen. Denne tur skulle ændre mit liv for altid...
.

Billedet herunder viser ikke bilernes placeringe ved selve uheldet, men er blot et udsnit fra Goolgel Earth for at vise min retning samt vise hvor uheldet sker.

Jeg ser også, at der holder en del biler bagved den blinkende bilist og mener, at bilisten har set mig og nok skal holde tilbage for mig. Da vi er ca. 30 - 40 meter fra krydset ved vandtårnet bemærker jeg, at den blinkende bilist drejer på rattet og begynder at krydse min vognbane. Jeg bremser instinktivt, men motorcyklen skrider for mig. Den vender rundt - næsten på en tallerken, og motorcyklen rammer ind i bilen med baghjulet. Både min kammerat og jeg har på dette tidspunkt stadig fast i motorcyklen. Ved sammenstødet rejser motorcyklen sig op og jeg får mit højre ben i klemme mellem bilen og motorcyklen. Her brækker mit højre skinneben. Vi bliver begge 2 kastet hen over bilen. Jeg lander lige på den anden side af bilen og min kammerat lander længere henne af vejen med et klask. Motorcyklen ryger også hen over bilen og lander ned over mit venstre ben. Det brækker jeg adskillige steder - omkring 10 brud. Jeg er noget rystet og sætter mig op. Jeg ser at mit ene ben er kilet fast på motorcyklen. Jeg prøver at trække mig lidt tilbage i siddende stilling og mærker så, at knoglerne går fra hinanden i begge ben. Det gjorde forbandet ondt. Min kammerat kunne rejse sig og humpe ind på fortovet. Han var heldigvis ikke kommet slemt til skade. Jeg havde taget det meste af skrællet. Jeg følte, at det tog en evighed inden ambulancen kom og kørte mig på sygehuset.

På Middelfart Sygehus fik jeg klippet alt tøjet af, og en masse mennesker havde travlt rundt om mig. Min kammerat ankom også på sygehuset og blev henvist til venteværelset. Det var nødvendigt for lægen, at trække mit ene ben på plads, da knoglerne var gået forbi hinanden. Idet han satte benet på plads skreg jeg så højt af smerte, at min kammerat fik et chok ude i venteværelset. Han troede, at jeg var ved at dø. Stakkels fyr...

Min kammerat fik kort tid efter uheldet fat på min kæreste, som tilfældigvis arbejdede på det daværende 'Psykiatriske Hospital' i Middelfart - kun et stenkast fra selve ulykkesstedet. Hun var meget chokeret, men havde haft en fornemmelse af, at det kunne være os, da en af hendes kollegaer kort forinden havde fortalt hende om det voldsomme uheld lige ude på vejen. Min kæreste vidste godt at vi var på fisketur i området, og at vi var på motorcykel.

Jeg blev opereret senere samme dag på begge ben. Venstre ben blev sat sammen med 7 skruer og højre ben blev forsynet med et udvendigt armatur, som skulle holde skinnebenet på plads. Foruden dette var venstre fodled brækket 3 steder og leg-benet i højre ben var brækket foruden et par tæer.

Genoptræning og yderligere operationer
Efter nogle dages indlæggelse på Middelfart Sygehus blev jeg overført til Kolding Sygehus. Her var jeg så indlagt indtil udskrivelsen.

Jeg sad i kørestol i flere måneder, hvor jeg ikke måtte støtte på mine ben. Der kom så en masse komplikationer. Mit skinneben ville ikke gro sammen, selv efter 8 uger med det udvendige armatur og 8 uger i lårbensgips. Jeg fik så sat et marvsøm ned igennem skinnebensknoglen og så skete der noget. Jeg måtte kort tid efter støtte på benet og helingen tog nu fart. Det var værre med venstrebenet. Da jeg begyndte på genoptræningen, så bemærkede jeg på et tidspunkt, at min fod flyttede sig og at benet ligesom drejede nederst på skinnebenet. Bruddene begyndte at skride nederst på skinnebenet og benet vinklede forkert. Jeg fik så lavet en skinne hos bandagisten som skulle støtte benet og foden, indtil det voksende sammen.

Jeg havde mange smerter i fodleddet på venstre ben. Det blev begrundet med at brusken var ødelagt i fodleddet og det kunne man ikke reparere. Man tilbød en stivgørelse af foden - en såkaldt artrodese. Den var jeg med på, hvis det kunne fjerne smerterne. Efter lang tid i gips skete der ikke rigtig nogen opheling. Derfor måtte man foretage en ny artrodese, hvor man denne gang tog noget knoglevæv fra min venstre hoftekam. Man mente, at der skulle frisk knoglevæv til for at det kunne hele op. Samtidig satte man en 25 cm. lang nål op igennem min hæl for at styre sammenvoksningen. Det så positivt ud og på et tidspunkt fik jeg at vide, at tingene nu ikke blev bedre og heller ikke værre. Jeg måtte leve med det som det var. Den opsatte nål havde dog gjort, at der var dannet arvæv, hvor den havde siddet. Det gjorde også, at jeg følte, at jeg gik på en byl, når jeg trådte på hælen.

Ny uddannelse
Allerede kort efter uheldet blev jeg gjort klar, at jeg ikke ville være i stand til at fortsætte mit daværende job. Jeg var på det tidspunkt vvs-montør... et arbejde med mange tunge løft. Jeg skulle finde mig en anden uddannelse - alternativt var at søge pension. Jeg var på det tidspunkt kun 26 år gammel, så en fremtid som pensioneret var jeg ikke tilfreds med. Jeg var først i job prøvning som laborant via Dansk Metal, men fandt hurtigt ud af, at det var for belastende for bentøjet. Jeg måtte finde på noget andet. Jeg startede et forløb på VUC i Kolding, hvor jeg blandt andet tog faget 'Informatik'. Det fascinerede mig fra starten og jeg bestemte mig for, at jeg ville arbejde med IT i fremtiden.

Jeg kom under en paragraf 42, hvor jeg fik bevilget 3 års betalt uddannelse af Kolding Kommune. Jeg startede med grunduddannelsen på Kolding Købmandsskole og tog derefter en 2-årig uddannelse som Informatikassistent.

Jeg blev uddannet i 1997 som Informatikassistent med gode karakterer. Inden jeg sluttede eksamen havde jeg fået arbejde hos et transport firma i Kolding som IT Supporter. Her var jeg i 1½ år indtil jeg kom til min nuværende arbejdsplads, som jeg har været på siden 1999. Her arbejder jeg stadig som IT Supporter med mange spændende udfordringer.

3. Artrodese forsøges
I efteråret 2006 beslutter jeg mig for at få mit venstre ben undersøgt igen. Jeg har siden 2. artrodese forsøg haft mange belastningssmerter, som jeg har lært at leve med. Især fra arvævet, men også fra artrodesen.

Jeg fik dog noget af et chok, da lægen ved undersøgelsen fortalte mig, at han kunne se en brud linje mellem foden og skinnebenet. Det betød, at foden aldrig var vokset fast som den skulle. Det var grunden til mange af mine smerter. Her kunne jeg godt undre mig over, hvorfor jeg ikke havde meldt mig før. Men jeg havde jo tidligere fået at vide, at jeg måtte leve med tingene som de var.
.

Lægen mente, at man kunne udføre en 3. artrodese og herved få foden til at vokse fast. Den 30 april 2007 foretog man så denne operation. Det blev en operation som gav lægerne sved på panden. Der skulle fjernes en del tilvokset knoglemasse inden man kunne se de normale knoglers form. Det var en sej omgang med mange efterfølgende smerter.

Ved én af de efterfølgende kontroller mange måneder efter sidste operationen, kunne lægen på røntgen billederne se, at der ikke skete videre opheling. 3. artrodese havde heller ikke været nogen succes.
.

Nu ville jeg ikke mere. Nu ville jeg have benet amputeret. Det havde jeg gjort min familie klar på inden man lavede 3. artrodese forsøg - hvis det ikke hjalp, så var det af med benet, så jeg kunne få en ende på dette lange forløb.

Jeg havde nu 3 muligheder:

1. Jeg kunne lade tingene være som de var, med mange smerter ved belastning, et venstreben som var afkortet med 3 cm. og tilbøjelighed til at få meget ondt i ryggen og en fod som ville blive tykkere og tykkere.
   .
2. Jeg kunne forsøge mig med 4. artrodeseforsøg, men havde ingen tiltro til at det skulle lykkedes, da de foregående forsøg ikke var lykkedes. Ved denne operation ville man blive nød til at korte yderligere 1 cm. af benet.
   .
3. Jeg kunne få foretaget en amputation med mulighed for god protese funktion, hvilket kunne give aftagende smerte og MEGET bedre livskvalitet. Jeg ville være i stand til at kunne gå meget længere og måske være i stand til at løbe en smule. Noget som var total umuligt med mit daværende venstre ben.

Ud fra disse valgmuligheder faldt det mig ikke svært at vælge. Jeg havde nu været igennem så meget med mange smerter og mange begrænsninger, at jeg valgte punkt 3. Det var for mig den eneste mulighed for at få en ordentlig tilværelse med fornuftig livskvalitet. At blive amputeret skræmte mig ikke. Jeg følte, at jeg havde været igennem værre ting.

Amputationen
Den 9. september 2008 mødte jeg tidligt om morgenen på Kolding Sygehus, hvor man kort efter foretog amputationen af mit venstre underben.

Efter operationen havde jeg fantomsmerter. Disse forsvandt efter ca. 4 uger.

Jeg er godt klar over, at der også vil være uhensigtsmæssigheder ved at have en protese, men hvis jeg opvejer dette mod mine tidligere oplevelser så kan jeg sagtens leve med det.

Jeg er sikker på, at alle implicerede læger har gjort, hvad der stod i deres magt, men et er sikkert. Ingen af dem kunne trylle. Mit venstre ben har været for svært medtaget. Det bedste havde måske været at have fået det amputeret kort tid efter uheldet. Det havde sparet meget bøvl.

Jeg er dog på ingen måder harm over den behandling, som jeg har fået af lægerne. De har med sikkerhed gjort deres bedste, og kan som sagt ikke trylle.

Som jeg siger... 'Der er kun én vej - og det er fremad'. Jeg skal nok klare mig.