.
ABCESSER - BYLDER
www.tonnysamputationsite.dk


Hvad er abcesser (abscessus, byld)...?

Afgrænset ophobning af pus i et ikke præformeret hulrum, det vil sige et hulrum, som er dannet af abscessen selv; hulrummet dannes ved nekrose (vævsdød), og afgrænsningen består af levedygtigt, men betændelsespræget væv. Abscesser i huden kan udgå fra furunkler, karbunkler, flegmoner, hidrosadenitis med mere. Hyppigt skyldes infektionen stafylokokker (Staphylococcus aureus)Ved en fuldt udviklet ("moden") subkutan absces er symptomerne smerter, rødme, hævelse og varme af den overliggende hud samt fluktuation ved palpation. Specielt dybtliggende abscesser kan ubehandlet vokse i størrelse med betydeligt vævstab til følge.
.

Behandlingen er at skaffe afløb fra pusansamlingen. Dette kan ske ved ekscision og drænage med indlæggelse af mècher. Ulempen er daglige skiftninger og langvarig opheling. De fleste abscesser kan behandles i én seance ved incision, fjernelse af nekrotisk væv med skarp ske og primær suturering under dække af antibiotika.

Kilde: http://paintedlady.org/content/bioant/ordbog/A/A_A/Absces.htm


Grunden til at jeg skriver om abcesser på denne hjemmeside er, at jeg selv har kæmpet en længere kamp med abcesser - eller bylder, som de kaldes på godt gammeldags dansk, på min bestump efter en sommerferie i Kroatien. Hvad årsagen egentlig var til dannelse af bylderne vides ikke med sikkerhed. Det kan have været en kombination af det varme klima og overbelast-ning af benet med protesen. Der kan også være andre årsager...

Efter hjemkomsten kom jeg en behandling med Surlid, 150 mg. og efterfølgende i en længere periode med Dicillin, 500 mg. Ingen af disse behandlinger kunne slå bylderne ned. Til sidst valgte lægen på sygehuset at bruge kniven. Under operationen åbnede man med 4 snit ind til bylderne og fik renset ud. Der blev ilagt nogle mècher i sårene.

Billederne herunder er fra dagen efter operationen, hvor jeg får skiftet forbindingen på sygehuset.

Det er dagen efter operationen, hvor jeg er inde på afdelingen for at få kontrolleret sårene efter operationen på grund af bylderne i knæhasen. Her venter jeg på at en sygeplejerske kommer og pakker forbindingen ud.

Sygeplejersken pakker forbindingen ud, så der kan kigges til sårene...

Der skylles med saltvand, så sårene kan slippe forbindingen. I sårene er der stoppet nogle mècher ind for at suge...

Sårene har afgivet en del 'snask' i forbindingen. Men alt ser ud til at være i orden. Her kan man bedre se mècherne som er stoppet ind i sårene...

Sygeplejersken fjerner forsigtigt mècherne fra sårene. Det giver ikke anledning til nogen smerte...

Så er jeg forbundet igen og er klar til at blive udskrevet. Det aftales at jeg skal tilses af Hjemmesygeplejen hver anden dag.

Efterfølgende skifter Hjemmesygeplejen forbindingen hjemme hos mig privat. Efter ca. 14 dage kommer jeg på Sygeplejeklinikken på Låsbyhøj i Kolding. Her viser det sig, at en ny byld er på vej. Sygeplejersken skylder sår lommerne godt ud og indlægger nogle mècher for at holde det åbent.

En måned efter operationen den 1. september 2009 har man stadig ikke fået bugt med bylderne. 3 af sårene står stadig åbne og der kan trykkes pus ud af sårlommerne. Det er nu bestemt, at jeg skal have foretaget yderligere en operation i morgen 1. oktober 2009. Her vil man åbne noget mere så byldekapsler kan fjernes og såret skyldes grundigt igennem.

Jeg møder til operation den 1. oktober. I følge lægen kan han ikke fjerne ret meget fra de 4 - 5 dybe snit han laver i min knæhase. Han lægger nogle selvopløselige klude ind i sårene som er sovset ind i antibiotika, hvorefter han syr sårene sammen igen. Forhåbentlig kan dette få bugt med bylderne.

Den 16. oktober er jeg tilbage på sygehuset for at få fjernet mine sting. Lægerne er ikke helt tilfredse, da der stadig kommer noget pus ud fra det ene operationssår. Det er noget træls, at det ikke er som forventet. Jeg får en ny tid til den 26. oktober 2009.

Det er atter tid til kontrol på Kolding Sygehus den 26. oktober 2009. Lægen tilser sårene, som umiddelbart ser ok ud. Det ene sår væsker stadig en smule, men der kommer ikke mere pus ud af såret. Jeg får ikke nogen ny konsultationstid. Nu krydser vi fingre for at der ikke kommer flere bylder i knæhasen. Lægen fortæller, at nogen amputations-patienter har tendens til bylder i knæhasen. Dem må jeg så være én af.

I hele december 2009 har jeg ikke nogen nævneværdig gener fra området, hvor jeg havde bylderne. Billedet herunder er taget den 29. december 2009 og viser det berørte område i knæhasen. Det ser nu fredeligt ud - men har givet en del ar efter operationerne.

Løsningen:
På Sahva's Løbeskole 2010 kommer jeg i snak med en anden ben-amputeret som også har haft bylder på sin benstump. Han fortæller mig, at han via sin egen læge har fået ordineret noget som hedder 'Dalacin Kutanopløsning 10 mg/ml' og at det har fjernet hans bylder og knuder. Efter hjemkomsten fra arrangementet kontakter jeg min egen læge og får ordineret denne 'tryllevæske'. Efter kort tids behandling sker det utænkelige... mine bylder og knuder forsvinder. Jeg har nu endelig efter en masse bøvl og operationer fundet løsningen på mit trælse problem. Det er lige før, at jeg får lyst til at hejse flaget...

I tilfælde af tilbagefald duppes en spirende abcess blot med 'tryllevæsken' igen og forsvinder hurtigt igen. Det er dog vigtigt, at man ikke anvender 'Dalacin' i længere tid, da man så kan blive immun overfor virkningen.
.